Spor 0 (nul) er en af de ældre størrelser i modeljernbaneverdenen. 1:45 er ca. dobbelt så stort som H0 (halv nul – 1:87) og var indtil omkring 1960 den mest udbredte skala. I dag er spor 0 mere sjældent og historisk set har det mest været i klubregi, hvor der har været bygget og kørt i spor 0. En af grundene er, at det er ganske pladskrævende – kurveradier på mindst 2 meter er standard i mange klubber, og så kræver et anlæg hurtigt nogle m2.
I spor 0 er sporvidden 32 mm og f.eks. et MZ lokomotiv er ca. 47 cm langt, 9 cm højt og 6,5 cm bredt. Oprindeligt var spor 0 den mest populære skala, fordi det ikke ansås for praktisk muligt selv at bygge modeller i en mindre skala, og hvis man ville køre dansk (eller i det hele taget) var det nødvendigt at bygge selv. Derfor er spor 0 præget af meget selvbyg, men de senere år har produktionen af køreklart færdigt industrimateriel være voldsomt stigende i Tyskland, som rent modelbanemæssigt er mest interessant for danske modelbaner. Det er dog overvejende tysk materiel, der produceres, det er i nyere tid kun blevet til en dansk model, nemlig Heljans MY. Af tyske fabrikanter kan nævnes Lenz, MBW, Kiss Modelbahn, Kiss Modellbahn Service og Brawa. En del af deres modeller kan fordanskes og UIC mærkede tyske godsvogne er jo ikke ualmindelige i Danmark, ligesom tyske personvogne har indgået i internationale tog her i landet. Der findes også engelske og amerikanske fabrikater og i disse lande er spor 0 relativt større end i Danmark, hvor der i dag findes 6 spor 0 klubber (DMJK, SMJK, KMJK, OMJK, JMJK og AbMJ). Disse har et fælles forum, spor0.dk, hvor der kan læses yderligere om spor 0 (www.spor0.dk). Af disse klubber er DMJK den ældste (stiftet i 1938) og har, udover et anlæg under opbygning i Albertslund, også et anlæg på Nørrebro, som formentlig er et af verdens ældste fungerende anlæg. Det blev påbegyndt ved klubbens stiftelse og er i store træk bevaret som det så ud i 1950’erne. Der er stadig regelmæssig køreplanskørsel på anlægget, hvor meget af det rullende materiel er ældre end de der betjener anlægget. Der findes også en del private anlæg, men ikke særligt mange, formentlig højst ca. 20 i Danmark.
Oprindeligt kørte alle de danske spor 0 klubber 3-skinne drift med sideliggende strømskinne. En af grundene til at dette blev valgt var, at det med datidens teknologi ikke ansås for muligt at isolere især lokomotivernes hjul fra hinanden, hvilket jo er nødvendigt ved 2-skinne drift. Det var lettere at isolere et par strømaftagere fra resten af lokomotivet. Dertil forekom også damp- og urværksdrevne lokomotiver, som også skulle kunne køre på anlæggene. De danske klubber er alle (på nær den unge AbMJ) startet med 3-skinne drift, men de fleste har efterfølgende konverteret til 2-skinne drift. KMJK og SMJK samt DMJK’s gamle anlæg på Nørrebro kører stadig med 3-skinne drift. Elektrisk har anlæggene typisk oprindeligt være baseret på blokkontrol, men efterfølgende er de fleste klubber konverteret til DCC (alle anvender Lenz), både på 2- og 3-skinne anlæg.
Jan Bertelsen DMJK